Uventet besøg af en blåmejse

I dag blev jeg hjemme fra studiet fordi jeg har halsbetændelse og lægen bad mig blive hjemme en enkelt dag eller to, for at komme til hægterne inden jeg skal deltage i de mange aktive timer på studiet igen.

Mens jeg sad og læste på kontoret (med udsigt til vores altan),  så jeg noget småt bevæge sig ud af øjenkrogen og hørte så pludseligt et højt bump. Jeg kiggede, men kunne ikke se hvad det var, der havde forårsaget lyden. Jeg tænkte på en bold, men hvem skulle dog kaste så højt, og så uden at ødelægge ruden, selvom den ramte hårdt.

Jeg gik ud på altanen og dér, bag stolen, lå der en lille blåmejse, med forkrampede kløer og lukkede øjne. Den trak vejret.
Jeg fik et stik i hjertet ved synet og tænkte, at den nok ville flygte, hvis den kunne, og jeg kom nærmere.

Jeg gik tættere på og bøjede mig ned, men den registrerede mig slet ikke.
Så tog jeg den forsigtigt op, men det eneste den gjorde, var at kigge på mig.

Jeg havde så ondt af den lille stakkel og tænkte at den måtte have vand og næring omgående, hvis den skulle klare sig, uanset om det så muligvis var forgæves.

Jeg var glad for at se, at den ubesværet kunne dreje hovedet.

Jeg tog den lille piphans med indenfor og hentede en engangspipette og gav den lidt vand. Den drak villigt og jeg tænkte, at det måtte være et tegn på at den ikke er helt gal.
Så ville jeg give den lidt mad og tænkte, at den sikkert ligesom høns også ville kunne lide havregryn. Men den ville ikke spise dem, hverken tørre eller blødt op i vand.

Jeg gav den mere vand og lagde den på et blødt viskestykke, så den lå lidt polstret.
Så skyndte jeg mig og hentede min telefon og computeren og googlede "fugl ulykke dyrlæge" og fandt frem til en hjemmeside med et telefonnummer i Nærum (en form for dyrlægevagt).

Ingen brækket nakke, ingen synlige skader. Dejligt.

Manden i den anden ende af røret gav mig nummeret til Dyrenes Beskyttelse.
Da jeg ringede til dem, og damen havde fået hele historien, sagde hun, at den lille fugl havde rigtig gode chancer for at komme sig hurtigt, hvis jeg ville passe den lidt mere endnu. Jeg skulle fortsætte med at give den vand, og tilbyde den lidt korn og frugt, så kunne jeg sætte den fri igen inden alt for længe, hvis den altså ikke havde indre skader.

Jeg takkede og lagde på.

Blåmejsen drak fortsat ivrigt af vandet, men den nægtede også de små stykker æble jeg tilbød den, lige meget hvor småt jeg skar det ud. Heller ikke når jeg prøvede at made den forsigtigt med en pincet.
Så jeg tænkte på hvor hurtigt fugles hjerte banker og hvor hurtigt deres forbrænding kører, modsat menneskers. Jeg tænkte, at den måtte have noget energi - lige nu. Og så slog det mig, at man jo kunne give den energi gennem vandet: blande lidt sukker i!

Den får sukkervand her.

Så jeg blandede en lille halv teske sukker i det æggebæger vand jeg havde stillet frem, blandede det lidt med vandet og sugede det op med pipetten.
Fuglen drak vandet og "spiste" sukkeret.

Jeg blev lidt mere rolig efter den havde fået ca 2 ml sukkervand. Så tog jeg de billeder I ser herinde og den lille engel viste tydelig bedre fysisk forfatning, da den reagerede på de mærkelige kliklyde fra kameraet.

Den kom op og begyndte at flyve omkring for at komme ud, men jeg fik fat i den, da den havde sat sig oven på køkkenskabene, og jeg lokkede den med lidt mere sukkervand.

Eftersom den godt kunne flyve uden problemer og også kunne gribe med fødderne nu, satte jeg den fri, og min lille søde ven fløj tjept ud og hen til sit gemmested i hækken foran bygningen.


Jeg savner den faktisk lidt må jeg indrømme. Blev rigtig glad for den søde lille blåmejse-ven.

Første reaktion på kameraet - den kan gribe med begge kløer, det må betyde, at den ikke har brækket benene.